«Det globale helsetyranniet – brought to YOU by WHO»

Biolog, forfatter og Steiner-lærer, Trond Skaftnesmo skrev i Cogito (se «Elefanten i rommet- pandemien myndigheter og media ikke vil snakke om») om de følgevirkninger, Covid 19-vaccinerne, altså mRNA-varianterne, har afstedkommet. Det er pandemien i pandemien, men den er som Trond skriver – og dokumenterer med mange tal – med overvejende sandsynlighed vaccine-induceret.

Det kan man læse mere om i den dugfriske udgivelse Det globale helsetyranniet, som har fået den morsomme undertitel brought to YOU by WHO. Her har Skaftnesmo allieret sig med Jan Terje Voilaas, der i mange år har udført socialt arbejde i Kina, og står for bogens 2. kapitel. I dette kapitel kan man blandt andet læse Voilaas`modige åbne breve til kommuneoverlæge i Midtre Gauldal (ikke Gausdal som der står i bogen) i Trøndelag, Bjørn Lyngen, tidligere direktør for Folkehelseinstituttet i Norge, Camilla Stoltenberg (som nu er koncern-chef på forskningsinstituttet Norce) og assisterende helsedirektør, Espen Rostrup Nakstad.

Kapitlet indeholder vigtigt talmateriale, der dokumenterer ikke alene overdødelighed i Norge i løbet af og efter masse-vaccinationen mod covid, men forbavsende nok også et faldende fødselstal. Foruden udviklingen af kræft, autisme, overvægtsrelaterede og andre sygdomme blandt børn og unge i USA siden 1970`erne, netop en periode, hvor vaccinationen af amerikanske børn er eksploderet. Jeg er ubekendt med, om Voilaas (i egenskab af «bekymret bedstefar» – og med en søster, der efter sin tredje vaccinationsbooster blev indlagt med blodpropper i begge lunger) nogensinde fik svar fra de pågældende…

«Mundbind for øjnene»
Skaftnesmo/Voilaas bog er delt i tre kapitler, 1. og 2. kigger på de erfaringer, vi burde have gjort under corona-pandemien – men som udover en Koronakommissions-rapport¹ tilsyneladende ikke er blevet evalueret på en måde, der har afstedkommet en offentlig debat i Norge. Trods alt var der i Norge – og i mange andre lande – tale om de alvorligste undtagelseslove efter Anden Verdenskrig. Og ja, daværende statsminister Erna Solberg brød den norske grundlov ved at indføre Fullmaktsloven (koronaloven), for normalt skal et sådant skridt behandles to gange i Stortinget, inden det kan gennemføres. Ganske vist kom godkendelsen fra Stortinget senere i marts, men…

Tredje kapitel er en grundig gennemgang af WHOs nuværende strategi og det 4. handler om hvordan man evt. kan forholde sig til de fremtidsperspektiver, denne åbner op for.

Det allermest rystende i 1. kapitel er nok at erfare, at ansvaret for nedlukningen af Norge primært ligger hos en person, nemlig direktør for Helsedirektoratet, Bjørn Guldvog – som også er leder af Beredskapsutvalget for biologiske hendelser (BUB), et organ, der ikke er kendt i offentligheden – og som heller ikke er underlagt nogen demokratisk kontrol. Guldvog skal have taget beslutningen om nedlukningen af børnehaver, skoler, fritidsklubber, frisørsaloner, træningscentre, barer, restauranter, specialbutikker og andre små-virksomheder i Norge samt om landsdækkende restriktioner, herunder forbud mod at «klemme» (norsk for «at give et kram»), rejserestriktioner og besøgsforbud for blandt andet 5934 personer i omsorgsboliger den 11. marts i løbet af 60 minutter ved hjælp af en såkaldt «stunt-liste». Man kan kun gisne om, hvilke beskeder han har fået fra WHO i Genève, som under alle omstændigheder dengang fortsat kun «gav anbefalinger»!

En lignende proces fandt sted i Danmark under regeringen Mette Frederiksen, men her synes forløbet at have været det modsatte af i Norge, idet det var statsministeren selv og hendes embedsmænd i Statsministeriet, der fik overtalt Sundhedsstyrelsen (Danmarks pendent til Folkehelseinstituttet) og Statens Serum Institut. Det ubesvarede spørgsmål er fortsat – hvilken rådgivning kom fra WHO? ²

Er det ikke på høje tid, at mundbindet også fjernes fra øjnene i de skandinaviske lande, og at der finder en offentlig debat sted om hele forløbet under corona-håndteringen?

WHO – et organ for WEFs «private-public-partnership»-koncept ?
I tidligere numre af Cogito (se nummer 1-2023 og 2-2023) har vi været inde på problematikken omkring eksistensen af WHO, en international humanitær hjælpeorganisation, som imidlertid de senere år har skiftet identitet fra at være økonomisk uafhængig med rådgivende funktion til varetagelse af verdensbefolkningernes sundhed, til en organisation, der i lommen på finansinteresser og deres erhvervsmæssige optagethed af mulige chancer for profit søger decideret bestemmende indflydelse over helsestrategien i de forskellige lande – og dermed at ophæve de forskellige nationers suverænitet i helsespørgsmål.

Under den såkaldte corona-pandemi i årene 2020-2022 udviklede verdens globale sundhedssystem under delvis ledelse af Verdenssundhedsorganisationen med hovedkvartér i Genève sig i en bemærkelsesværdig retning. Den italienske filosof, Giorgio Agambo skrev i 2020 i forbindelse med coronakrisen:

”Ved henvisningen til biosikkerhet godtok befolkningen innskrenkninger i sin frihet, som de tidligere var uvillig til å akseptere. Biosikkerhet har vist seg i stand til å presentere opphøret av all politisk aktivitet og alle sosiale relasjoner som den maksimale form av sivil deltakelse.» (…)

Nu sættes der ekstra turbo på processen, der skal gøre WHO til et enerådigt magtorgan i verden i helsespørgsmål – og dermed styre verden mod noget, der ligner totalitære tilstande. Men denne udvikling har været i gang i nogle år. Som jeg for et par år siden skrev i en artikel i Ny Tid, «Fra patogen til pavedømme»:

”WHO gik for øvrigt i  2005  fra at være en rådgivende institution til en institution med «ordregivende myndighed.»  Det var også denne organisation, som i maj 2009 ændrede definitionen af en pandemi fra at være et spørgsmål om et højt antal døde til et spørgsmål om en hurtig smittespredning.”

Dette har jeg blandt andet fra Skaftnesmos bog Vaksinetvang – i skyggen af korona-krisen. Nu kan den nye bog opdatere situationen. I 3. kapitel i denne bog stiller Skaftnesmo spørgsmålet om WHO «WHO in hell…» Og det må han nok sige. For WHO har i de senere år gennemgået en udvikling, man nok må betegne som uheldsvanger.

En medarbejder i WHO gennem flere år, Astrid Stuckelberger, kan som insider fortælle, hvordan blandt andre den tidligere Microsoft-leder, Bill Gates i 2006 kom til WHO med et fond fra sin vaccinepromoverings-organisation GAVI. Organisationer som GAVI har – i samarbejde med for eksempel CEPI , som støtter udviklingen af vacciner – siden fået større og større indflydelse, og siden 2014 er WHO tilsyneladende ikke længere en uafhængig demokratisk institution tilsluttet FN, men derimod et multinationalt erhvervsselskab med de enkelte nationer som datterselskaber. Denne realisation af private-public partnership-tanken er ikke mindst kommet istand gennem et samarbejde med organisationen World Economic Forum (det er ham med Klaus Schwab), der fra 2019 rystende nok er begyndt at infiltrere FN.³

Oprindeligt (fra grundlæggelsen i 1948) er WHO et privat-financieret projekt stiftet med midler fra Rockefeller Foundation, altså den amerikanske oliemagnats filantropiske stiftelse. Også den britiske Wellcome Trust, hvis direktør, Sir Jeremy Farrar fra 2023 er chefforsker ved WHO, spiller en afgørende rolle for ledelsen af WHO. Hvad er Wellcome Trust ? Den er opkaldt efter den amerikanske farma-magnat Henry Wellcome (1853-1936), hvis firma senere fusionerede med to andre firmaer og blev til medicinalgigangen Glaxis-Smith-Kline (Senere GSK). Nuvel, ingen siger, at det beviser noget om Sir Jeremy Farrar, men Glaxis-Smith-Kline blev i 2012 idømt den største bøde til en medicinalindustri i USA’s historie, nemlig på 3 milliarder dollars, nemlig for bedrageri og for at have tilbageholdt oplysninger om deres produkters skadevirkninger.⁴

Bill Gates er den næststørste investor i WHO. Sammen med Bill og Melinda Gates Foundation og via  GAVI udgør hans tilskud over 9 procent af WHOs budget.  Dette er naturligvis forkasteligt, men hvorfor ? Det er uhørt, for Gates er selv storinvestor i blandt andet vaccineindustrien, hvorfor man ikke kan kalde ham for uafhængig part i arbejdet for en bedre verdenshelse.

One Health – og «One World Health»
Udtrykket «One Health» stammer oprindeligt fra den holistisk-økologiske bevægelse. Begrebet indebærer, at menneskehelse, dyrevelfærd og naturmiljø på et plan hænger sammen på den måde, der afgør sundhedstilstanden i et levende kredsløb. Det vil sige den måde, vi omgås dyrene og naturen på, også afgør menneskehedens sundhedstilstand – og omvendt.

Men da mere eller mindre vagt definerede forestillinger om «enhed» som noget progressivt er oppe i tiden har WHO i samarbejde med den farmaceutiske industri (populært kaldet «Big Pharma») shanghajet begrebet, og nu betyder det pludselig den samlede håndtering af udefrakommende sundhedsfarer, primært overvågningen af de epidemisk og pandemiske forekomster af f.eks. infektionssygdomme, som alle tænkes overvåget via ny teknologi og behandlet med vacciner og kemisk medicin. Denne «krisehåndtering» har et centralistisk tilsnit og erstatter den oprindelige tankes individuelt og lokalt forvaltede sundhedsløsninger med udpræget tillidsforhold mellem sundhedsvæsen og patienter – og lokalt organiserede «flade strukturer» bestående i associationer mellem forbrugere og producenter (f.eks. økologiske gårde). I virkeligheden burde WHOs udgave af begrebet ikke hedde «One Health», men «One World Health», fordi det er det centralistisk styrede samarbejde mellem myndigheder og farma-industri, der er kernen i denne forestilling om en samlet global sundhedspolitik, som søges iværksat af et medicinsk-erhvervsmæssigt «sundhedshieraki», som med drakoniske restriktioner søger at påtvinge verden sine «Public Health-løsninger».

Dette åbner op for uhyggelige perspektiver med hensyn til samfundets udvikling i retning af totalitære tilstande på et globalt plan. WHO med sin nuværende struktur søger på en meget snedig måde «at snige» denne udvikling ind i verden. Det sker ad 2 spor – dels et forsøg på at få en ny WHO-traktat igennem, dels igennem en omskrivning af IHR – som er WHOs internationale sundshedsregelværk.

Men det mærkelige er, at det nok ALENE er igennem konfrontationen med denne trussel, at vi kan udvikle en tænkning, der er tilstrækkeligt nuanceret til at skabe nye samfundstilstande. Med andre ord: det er måske netop alene igennem konfrontationen med denne falske «enhedsforestilling», i hvis regi der benyttes halve sandheder og fortielser for at «snige» totalitære tilstande igennem, at vi kan vågne op til dens alternativ – nemlig den sande enhedstanke, der er kendetegnet ved et «mangfoldighed i enheden»-princip.

Det er også folkestyrets princip. Måske skal truslen om at blive frataget friheden fuldstændigt være det, der får os til at vågne op til ansvaret for at realisere samfundet sådan som vi ønsker det skal være til at leve i for os selv og fremtidens generationer ?

«…dette her vil aldrig i livet kunne gå gjennom»
Sådan sagde Ole Henrik Krat Bjørkholt, fastlæge og statssekretær i Helse- og omsorgsdepartementet og med lokalpolitiske hverv i Arbeiderpartiet i en NRKs udsendelse den 19. oktober med Fredrik Solvang⁵. Hele citatet i programmet 19.10 (som reaktion på nogle af de forslag, blandt andet om tvangsvaccinering, der var kommet fra forskellige lande tilknyttet WHO):

”Nå skal jeg være veldig konkret. Det er fullstendig utelukket. Fullstendig utelukket – med noen form for suverenitetsavståelse i slike spørgsmål som trekkes opp her. Og det er en holdning vi deler med alle land, vi kan sammenligne os med, både Tyskland, Storbritannia og flere andre har vært ute og uttale seg veldig konkret om det. Er kommet ytterliggående forslag fra enkelte aktører og enkeltland. Det skjer alltid, men dette her vil aldrig i livet kunne gå gjennom.”

Problemet er, at Krat Bjørkholt på sin egen tidslinje på facebook den 28.7.2020 havde skrevet:

”Hvis/når man får en effektiv vaksine, mener jeg man bør aktivere smittevernslovens paragraf 3-8, der hele befolkningen pålegges å ta vaksinen – med strafansvar (bøte eller fengsel) for å nekte. For mye står på spill til å la individets selvbestemmelsesrett få fortrinn her. Litt som verneplikt.”

Som Trond Skaftnesmo kommer ind på i et foredrag holder argumentet med værnepligt ikke, fordi retten til at aftjene den ved civiltjeneste eksisterer sideløbende med den. Og hvis Krat Bjørkholt selv går ind for sådanne «yderliggående forslag», så hjælper det jo lidet, at han nægter, at WHO kan tvinge Norge til at gennemføre dem…for eksempel under en ny «undtagelsessituation»…

Krat Bjørkholt smilede ganske vist uldent, da han udtalte dette under Fredrik Solvangs debatprogram, men han gentog det siden en gang til, og det er ubehageligt at tvinges til at så mistænksomhed om vore folkevalgte politikeres udtalelser. Desværre tvinger de os til det, fordi de tilsyneladende er del af magtstrukturer, de ikke selv gennemskuer. Trond Skafnesmo siger i den forbindelse de kloge ord:

”Det er en psykologisk barriere der, en merkelig ting. Det er klart at hvis politikerne hadde sett det  eller forstått det og hatt mot til å si fra, så ville vi hatt en helt annen situation enn vi har. Og så tenker jeg: De ser det simpelthen ikke. Jeg tror ikke at vi for det meste har råtne politikere i Norge; det er nok noen få råtne epler, men jeg tror at de for det meste er velmenende folk, men de ser det ikke. Så vår oppgave er å få dem til at se hva som egentlig foregår.”

USAs kommende præsidentkandidat for demokraterne, Robert F. Kennedy jr., søn af Robert F. Kennedy, der blev myrdet i 1968 og nevø til John F. Kennedy, der som bekendt fik samme skæbne i 1963, har gennemskuet, hvad det drejer sig om, nemlig sammenblandingen af offentlige og forretningsmæssige interesser:

”Min første prioritet er at afslutte den korrupte fusion mellem stat og erhvervsfirmaernes magt som har ødelagt vores økonomi, rystet middelklassen, forurenet vore landskaber og vand, forgiftet vore børn og røvet os for vores værdier og frihed.”

Også republikanernes senatsmedlem fra Arizona, Andy Biggs, har begrebet, at WHO i sin nuværende form  er motiveret i sin sundhedsopfattelse af Big Pharma (den multinationale medicinalindustri), som bygger på den af den petro-kemiske industris influerede medicinproduktion (Rockefeller), der maskerer symptomer istedet for virkelig at helbrede sygdomme, bruger enorme summer på lønninger og rejseomkostninger for deres medarbejdere og lægger hovedvægten på en helsepolitik bestående i salg af vacciner, og at denne politik ikke fører til noget godt, men derimod til en forringelse af den globale helse, og har i et 10-punkts-program forkyndt ønsket om at USA træder ud af WHO.

Den moderne samfundsborgers undladelsesynd: «Silence equals consent»
Trond Skaftnesmo viser i sin bog, hvordan WHO snedigt blander delsandheder med direkte løgn, blandt andet ved at have ringe gennemsigtighed i sine procedurer, sammenblande tal for Case Fatality Rate og Infection Fatality Rate, forkynde at det nationale coronacertifikat er nedlagt, blot for at lade det genopstå i international form, samt køre sin strategi i retning af at opnå global kontrol i to separate spor (se ovenfor).⁶

Sådan går det, når man placerer en tidligere leder af et kommunistisk paramilitært parti som leder af en international «helseorganisation»⁷ – som samtidig gradvist er blevet erobret af mennesker med enorme økonomiske interesser i vaccineproduktion…

Så forberedes et «blødt kup» – det vil sige indretningen af en KZ-lejr, bygget af fangerne selv (igennem passivitet – nemlig «silent consent») og almindelig søvntilstand og afledning af opmærksomheden i underholdning og forvirring.

Vil vi nå at vågne op, inden vi står midt i det ? Næppe. Men vi vågner med garanti op, når vi pludselig befinder os i en KZ-lejr! Spørgsmålet er da, om det vil være for sent.

«Hva vi må gjøre for å forberede oss på det som kommer ?»
Frit Vaccineforum har skrevet efterord til det, de kalder «denne viktige boken».  FFVV præsenterer sig som «en ideell medlemsforening, etablert i 2015. Vi er tilknyttet European Forum for Vaccine Vigilance, en sammenslutning av medlemsorganisasjoner fra 25 europeiske land med til sammen over 100.000 medlemmer.» Nu fik de et medlem til!

Christopher Frys digt A Sleep of Prisoners er ofte citeret i Cogito– og afslutningslinjen lyder: But will you wake for pity’s sake! Digtet stammer fra et anti-krigs-drama på vers fra 1951, og det ses ofte som en generel opfordring til menneskeheden om at vågne op i dystre tider. Tider hvor ondskaben tilsyneladende rejser sig og konfronterer os allesteder. Det er sådan set dét, afslutningskapitlet i Skaftnesmos bog handler om. Han har kaldt det for «Hva gjør vi nå ?» og starter kapitlet med at sige, at det er helt naturligt at føle magtesløshed – de dystre perspektiver med transhumanisme, verdensregering og digitale centralbankpenge taget i betragtning. Men befolkningernes afmagt er jo netop, hvad folkene bag disse ting gerne vil opnå, så det er ikke vejen frem. Den fører derimod foreløbig til at nægte at underkaste sig. Skriver Skaftnesmo.

Så følger 10 punkter fra den liste, som Sigmund Kvaløy Setreng og Leif Holbæk-Hanssen, begge giganter i den norske miljøbevægelse og «i alternativ samfunnsfilosofi» kunne have lavet ved et seminar i begyndelsen af 1980’erne, nemlig som svar på spørgsmålet: Hva skal stå på det arket vi må utarbeide, der vi punktvis lister opp hva vi må gjøre for å forberede oss på det som kommer ?

Det var og er et godt spørgsmål, men folkene fra seminaret dengang fik aldrig udfyldt arket. Måske virkede truslerne ikke overhængende nok. Dengang. Nu har Trond Skaftnesmo så gjort det og skrevet 10 nødvendige punkter op:

”Denne listen gjelder ikke bare hvordan vi kan overleve sammenbruddet (eller i beste fald afverge det), men like mye hvordan vi kan bygge et samfunn som tar vare på både mennesker og natur. Mens vi forbereder oss på stormen, bygger vi det huset vi skal bo i. Det må  være solid nok til å tåle stormen, men samtidig være bygd for fremtiden, etter stormen.”

Med disse 10 punkter bliver Det globale helse-tyranniet til mere end den debatbog, den nævnes som i forordet, i hvert fald, hvis man forstår «debat» som noget teoretisk med bare retorisk betydning. Det bliver også til en handlingsbog om, hvordan vi gennem- og overlever de kommende års apokalyptiske tider. Kaj Skagen har skrevet den skønlitterære udgave af de kommende års dystopi  – men virkeligheden kan blive mere fantastisk end fiktionen. Og da viser det overraskende sig, at man kan sige et stort rungende JA til netop at være født på jorden i sådanne tider som vores. For som delkapitlet i Det globale helsetyranniet om menneskehedens lange vej henimod en selvstændig tanke «Veien vi har lagt bak oss» siger det, idet den ridser bevidstheds-evolutionen i de sidste mindst 5000 år op: alt er blot sket med den skjulte hensigt at lade mennesket vågne op til selvstændighed. Det har ført os dybt ind i «grisebingen» som Skaftnesmo kalder den fuldkomne afskårethed fra den åndelige sammenhæng. Men der er en mening med det – hvis vi vælger at søge vejen tilbage.

Som Skaftnesmo selv skriver i omtalen af de skræmmende perspektiver omkring Klaus Schwab og transhumanisternes ønske om manipulation med menneskets DNA:

”Lengre inn i grisebingen kommer vi vel ikke. Det er dette vi har med å gjøre. Idet vi valgte å inkarnere i netopp denne tiden, er det denne utfordringen vi har valgt å bli konfrontert med. Og før eller siden – helst før – bør vi innse at det faktisk er på tide å komme seg ut av bingen, før vi drukner i all møkka….Netopp i vår tid, der motstandskreftene er så tydelige, kan vi gjøre store fremskritt på vår menneskevei.”

Da kan man kun være nordmænd som Skaftnesmo og Voilaa taknemmelige for, at de hjælper os andre til at være modige og frygtløse – nemlig fordi de siger sandheden. Det er den sande vikingementalitet i året 2023 – og noget stadigt flere unge mennesker i alle aldre kan inspireres af.