Foto: Evelyn Bertrand / Unsplash

«Vor tid mangler en biografiopplevelse i stedet for en industrielt og økonomisk betinget profileringsoplevelse

Petter Jørgen Omtvedt

Petter Jørgen Omtvedt

Petter Jørgen Omtvedt (f. 1945) studerte filosofi, kunsthistorie og historie ved universitetet i Wien, og avsluttet studiene der med en doktorgrad i filosofi, på Kants teoretiske filosofi.

Omtvedt har i mange år undervist i filosofi ved flere universiteter og høyskoler i Norge, og var fast ansatt som universitetslektor i Trondheim i noen år før han tiltrådde en førsteamanuensis-stilling ved universitetet i Tromsø, med ansvar for økofilosofi. Han utga boken Filosofi Natur Atmosfære i 2018. Den omhandler naturfilosofi i den holistiske tradisjonen, med et kapittel om Goethe.

Produktdetaljer

ISBN: 9788293235460

Publisert: 2023

Sider: 348

Heftet

Forfatter: Petter Jørgen Omtvedt

GOETHES NATURFILOSOFI

Her i Norden har vi faktisk et menneske, der har skrevet en epokegørende bog om Goethes naturfilosofi. Filosoffen Petter Jørgen Omtvedt, f.1945, er vel blandt de relativt få på internationalt plan, som faktisk har kunnet nærme sig Goethes naturopfattelse med en egentlig indre forståelse. Derfor er hans nye bog Goethes naturfilosofi også så vigtig.

Dette er ikke nem læsning, men det er vigtig læsning, og en aktiv indsats belønnes. Eller måske skulle vi sige: vil med tiden blive belønnet. For i Goethes naturfilosofi tager Omtvedt læseren ved hånden rent erkendelsesteoretisk med henblik på at føre ham ind i et univers, der også vil forandre vedkommende læser selv. Lidt efter lidt. Det er langtidsholdbar læsning. 

Omtvedts bog er også ment som terapi for det vildfarne moderne menneske, der i vor tid står overfor naturødelæggelser af globalt omfang.

Tiltak som Goethe imidlertid eventuelt ville sette inn for å bringe naturen på rett utviklingsspor igjen, går nok ikke på nye teknologiske inngrep som fjerner symptomene fra bekymringsområdet, men på menneskets verdimessige orientering og holdning i forhold til naturen. Denne revolusjonen eller evolusjonen i verdier og holdninger med hensyn til naturen, er modningsprosesser og tar sin tid: Og den tiden trenger man, skal man unngå – slik som det skjer i dag, at hastverkspresset bare fører til en uansvarlig og konsekvensløs teknologisk overkjøring av naturens livspuls. For å fremme denne modningsprosessen i menneskets sjeleliv, så forordner Goethe – i tråd med oldtidens medisinske tradisjon – en diett, som består av verdifrø, som må gjennomgå en gjærings- og modningsprosess i de enkelte menneskers sinn. Som modne frukter vil de da kunne tjene som næring til sjelenes immunsystem, slik at voldelige tendenser mot naturen hemmes og kjærligheten fremmes… (fra side 323 f.)

Omtrent samme sted til slut i bogen (s. 321) siger Omtvedt, at 

… den helbredende medisinen burde gis til dem som har forårsaket kriseforløpets destruktive utvikling, nemlig mennesket. Men dette må gjøres i form av sjelelige injeksjoner som opparbeider et blokkeringssystem for voldelig adferd mot naturen og dermed frigjør noe av motivasjonsgrunnlaget hos menneskene til å omgås naturen med kjærlighet og omsorgsfull innlevelse.

Omtvedts bog falder i 6 dele. Første kapitel er en introduktion, hvor Omtvedt ridser op, hvad han forstår ved «naturfilosofi». Forståelse af det er nemlig nødvendig, fordi tiden efter renæssancen, Goethe-tiden og til dels romantikken havde et ganske andet forhold til naturvidenskab end den, der blev udviklet efter Goethes død. Andet kapitel angiver nogle porte ind til Goethes opfattelse af videnskab, der altid søgte naturens væsen, både i den ydre natur og i mennesket selv. 

Her ligger allerede et stikord i forståelsen af Omtvedts bog. Hvordan kan vi finde vej til denne dobbelte port, som både omfatter naturen og mennesket? Findes der en indre bro mellem menneske og ydre natur – og i så fald hvordan og hvor kan vi finde den? Går der en vej ind i mennesket, i dets bevidsthed, som samtidig fører ind i det indre af naturen, i det Leibniz kalder for «kontinuum», som vi – måske? – kalder for holisme? Svaret er selvfølgelig bekræftende. 

I tredje kapitel kigger Omtvedt nærmere på nøglebegreber i den goetheanistisk-fænomenologiske naturbetragtning. Fjerde kapitel kommer ind på de konkrete videnskaber, Goethe anvendte sin metode på – geologi, planternes metamorfoselære og farvelæren. I 5. kapitel om Faust vender vi tilbage til. Endelig kommer Omtvedt i kapitel 6 ind på en opsummering i forbindelse med vor egen tid. 

Der er afgørende forskel – viser Omtvedt – på Goethes måde at nærme sig naturen på, og så den materialistisk, ensidigt sansebundne. Goethes urfænomener er langt mere end blot forestillingsbilleder – afbilleder – af den ydre verden – han er stødt frem til noget dybere, noget, der også lever som urbilleder i samme verden, det vil sige levende ideer, der både lever i naturen og i mennesket selv. Måske kunne man også kalde dem for imaginationer.

Petter Jørgen Omtvedt har udtalt de interessante ord (jeg har selv hørt ham gøre det): «Vi har ikke en klimakrise, vi har en naturkrise». Men denne krise skyldes menneskets egen opfattelse af naturen, dets ufuldkomne og egoistisk prægede erkendelse af den, mere end naturens objektive væsen. Den ensidige betragtning af den skabte natur – natura naturata – fører til forestillingsbilleder af naturen uden liv. Disse forestillinger kan vi benytte til en rent teknisk og økonomisk motiveret udnyttelse af naturens råstoffer og materialer.

Mens dette at støde frem til de skabende kræfter i naturen – natura naturans – er at støde frem til levende ideer og ideer om det levende. Med disse levende ideer kan vi lære at samarbejde med naturen, idet vi finder frem til dens dybeste væsen – som også er vort væsen. En akademisk videnskab derimod, som udelukkende betjener sig af de døde ideer – f.eks. indenfor biologien – er også dømt til at slå livet ihjel både i natur og mennesker. Moderne materialistisk naturvidenskab har ikke kunnet udvikle begreber, der omfatter det levende. 

At udvikle et selv, der var bevægeligt, omfattende og dybtgående nok til at trænge ind i naturens, især det levendes hemmeligheder, er ikke alle beskåret. Derfor er det heller ikke alle forundt at have en umiddelbar tilgang til Omtvedts bog om Goethes naturfilosofi. Man kan sige, at trods Goethes beskæftigelse med filosoffer som Spinoza, Kant og Herder, så var hans naturanskuelse aldrig abstrakt, men et resultat af hans oplevelse af sit eget væsens solagtige karakter. Denne indre Sol oplevede han, uafhængig af al abstraktion, også tilstedeværende i den omgivende natur. 

Var øjet ikke solagtigt, kunne det aldrig få øje på Solen; boede guddommens egen kraft ikke i os selv, hvordan kunne det guddommelige henrykke os?

Hvordan kan vi karakterisere Goethes metode – altså på en og samme gang den måde, han tænker videnskabeligt på, men også den måde, han digter på? Sådan, at vi siger, at den på en og samme gang er erkendende-deskriptiv og fænomenologisk-levende. Men dermed giver Goethe os adgang til en tankemæssig anskuelighed, der bor på indersiden af fænomenernes væsen, idet den både beskriver dem, men samtidig har del i deres liv. Dette liv er samtidig nært forbundet i sit element med udfoldelsen af Goethes eget liv og biografi – hans tænkende erkendelse har rødder i hans mangesidige væsen, hans levende enteleki, som det gradvist udfolder sig i løbet af hans livsløb. 

Kan vi også i Goethes eget udviklingsforløb erkende fremvæksten af f.eks.urplantens idé? Svaret må blive ja, hvis de antropologiske gestaltomformninger/metamorfoser kan opvise træk, der er parallelle med naturens. Også Goethes egen udvikling hen imod opdagelsen af Urplanten kan have været forbundet med hans eget biografiske udviklingsforløb, med enteleki-kraftens realisation i hans eget liv – et forløb, der i sig selv kan anskues morfologisk, som et forløb med polariteter, stigninger og metamorforser – henimod den balancerede total-harmoniske livsopfattelse, der forener de forskellige elementer i Goethes universelle væsen: botanikeren, naturvidenskabsmanden, panteisten, digteren, tegneren, maleren og fænomenologen, havedyrkeren, politikeren, men også elskeren og ægtemanden – kulminerende så at sige i det alt-omfattende digter- og livsværk, Faust.

Også Omtvedts bog kulminerer i en omtale af netop Faust og værkets sammenhæng med Goethes naturforståelse. Det sker i bogens kapitel 5. Man kan næsten sige, at Goethes naturfilosofi når en apoteose i følgende smukke og dybsindige ord om Faust, som samtidig både belyser begreberne «sanseverdenens overfladeniveau» og den esoteriske mening med Faust-temaet «Gangen til mødrene». 

Den dybereliggende sjelelige dimensjonen danner en basis for forståelsen av en selv gjennom den jordsentrerte fornuftens selvbevisste vandring tilbake til sitt opphav i moder jords skaperkrefter. Denne forankringen, som ikke løsner når den jordsentrerte fornuften opererer i sanseverdens mer overflatesjikt, og heller ikke når den selvbevisst reflekterer og «dykker» tilbake gjennom sitt mytologiske opp-hav til seg selv som natur, er et holdepunkt i dypet av ens sjels natur, hvor opplevelser kan feste seg i en persons biografiske livsløp i form av en helhetlig livsenhet: Og hvor man kan finne en ro ved å være forankret i naturens helhetlige virke. Men dette er en ro som imidlertid først faller inn i Faust sin sjel helt på slutten av hans liv, når den ulmende lengsel i sjelen etter den ekte kjærligheten under overflatens opplevelsesjag – personifisert i Helenas gestalt – har smeltet sammen med moder jords varme kjærlighetskraft og dannet en sjelelig kjerne, som naturens skaperkrefter kontinuerlig gjennomstrømmer. Denne kjernen er en enhet av fornuft og følelser, av et tenkende jeg og et lidende meg, i form av å være et subjekt som også er et objekt. Det betyr at sammensmeltningen i erkjennelsen av subjektet og objektet åpner opp sikten mot et sammensmeltet jeg-meg som danner en vesenskjerne i menneskets natur. Og ved at menneskets natur er en samvirkende del av jordens natur, så forstår man hvorfor denne menneskets naturs kjerne kan angi retningen for våre handlinger i den sanselige verdenen som er i overenstemmelse med naturens vesensrytme. I dette anser man utsagnet om at den som erkjenner naturen vet hva som er moral. Dermed er vi ved en gjennomgripende tanke i Goethes tenkning, nemlig at det er menneskets innerste natur som angir eller burde angi de moralske retningsanvisningene til vårt overflatiske handlingssjikt. Men å komme til denne erkjennelse, er som sagt en modningsprosess. (fra side 329 f.)

Vi kan altså sige, at Goethes erkendende væsen alene er istand til at begribe planternes metamorfose, fordi dette erkendende væsen selv har del i plantens morfologiske væsen – derfor må Goethes naturvidenskabelige virksomhed så at sige kulminere i anskuelsen af digterlivet selv – nemlig i bøger som Dichtung und Wahrheit, bøgerne om Wilhelm Meister og ikke mindst i Faust

Men det vil også sige, at Goethe så at sige tænker ved hjælp af det plastisk-bevægelige-udviklende materiale, hvoraf han også skaber sit liv, astrologisk ville man sige igennem de formæssige kulminationskræfter af levende tanker, der er forbundet med hans Jupiter i den bevægelige og æteriske-livgivende, Fiskene. 

Urfænomenerne er et væsentligt element i denne levende formkraftverden. Hvordan kan vi forstå dem ? 

Sånn sett i lys av dette siste sitatet, så er farvelæren også et forsøk på å få en orden og sammenheng mellom fenomenene på empirisk nivå, det vil si en orden i rekkefølgen av den pluralitet som varierer. Denne orden i rekken av fenomenene er også det han kaller et urfenomen. Urfenomenet er således å forstå både som den styrende ordenskraften i den sammenhengende fenomenale verdenen, og som den individuelle innleggelse av den samme kraften i de enkelte individers utviklingsforløb – ikke så ulikt entelekikraftens virke … (fra side 210)

Goethes Urfænomener er da ordnende begreber, der hjælper os at bringe klarhed og fokus ind i det kaos af sanseindtryk, naturen ellers møder os med. Den er en vej til at skabe metode i sine iagttagelser – en metode, der kan bruges på alle videnskabens discipliner – og også på mange af kunstens! Først igennem sådanne ordnende begreber begynder vi at blive bevidst om, hvad vi egentlig skal kigge efter i naturen – og hvordan. 

Det store spørgsmål bliver da, hvordan den enkelte i sin livsmodus kan realisere goetheanismen, ikke blot som teori, men vitterligt som livsprojekt, et livsprojekt, der integreres i hans/hendes tænkning, følen og villen – i vedkommendes liv. Hvordan bringer vi den orden i de goetheske begreber, Omtvedt vil bistå os med, ind i en atmosfære, der kan bringe dem i forhold til konkrete sansninger af naturens fænomener? Hvordan finder vi et forhold til Goethes naturvidenskabelige metode som i grunden gør den til det, den er – nemlig en praktisk metode, vi kan bruge til at komme i kontakt med fænomenernes verden på? Hvordan begynder vi at arbejde goetheanistisk? Goethe havde selv en have – og store samlinger af naturobjekter – så hans tanker var langtfra blot grå teorier! Her kommer vi nok ind på det Goethe sagde om sin egen farvelære, at den ikke blot var tænkt, men derimod måtte handles for ret at kunne begribes, og at dette kunne have sin vanskelighed. 

Stiller vi spørgsmålene på ovenstående måde, at Omtvedts bog mindre bliver til færdige svar og mere en opfordring til at finde en metodisk tilgang til videre selvstændigt arbejde, da bliver den til langt mere end en teoretisk bog om Goethes naturfilosofi; den bliver til en dannelsesbog, som det gælder om at læse med henblik på at skabe de følelser i sig, der kan give en levende, moralsk adgang til naturvirkeligheden. Bogen bliver en rejse henimod en sådan dannelse. Når vi ser, i hvor høj grad Goethes videnskabelige metode hænger sammen med ham selv og hans kærlighedsforhold til naturen, bliver det store spørgsmål da, hvordan dette kan komme til at betyde noget for os? Vi ser, at dette ikke er teoretisk spørgsmål, men derimod et spørgsmål til den enkeltes biografi. Petter Jørgen Omtvedts egne ord til os (under et redaktionsmøde på Cogito) får – i et samfund, der er bestemt ikke at individets, men af blinde økonomisk-teknologiske kræfter – i den forstand dyb mening: «Vor tid mangler en biografiopplevelse i stedet for en industrielt og økonomisk betinget profileringsoplevelse.»

Goethes måde at gribe videnskaben an på kan – fordi den netop var så nært sammenhængende med hans egen biografi – bistå os med at finde frem til en erkendelse af natur og virkelighed, som istedet for at udelukke os selv fra erkendelsesprocessen vækker sansen for selvstændige biografikræfter i vort eget liv. At slippe den kunstige underkastelse under den moderne materialistisk- naturvidenskabelige kendsgerningsfundamentalisme og dens determinering og fremmedbestemmelse af mennesket, er den eneste tidssvarende måde at forske og studere på!

Jeg føler i den forbindelse en taknemmelighed for også at have fået lov til at møde forfatteren til denne vigtige Goethe-bog i virkeligheden. 

Uttalt om Goethes natur-vitenskapelige metode

Werner Heisenberg, fysiker og nobelprisvinner:

«Goethe er far til en ny metode som går utover bare observasjon og krever en dyp forbindelse til naturen. Hans lære om farger er et mesterverk innen naturfilosofi og har hatt stor innflytelse på mitt eget tenkesett.»

*

Alexander von Humboldt, naturforsker og oppdagelsesreisende:

«Goethe var en mann av ekstraordinær ånd og kultur, som viet seg til både poesi og naturforskning. Hans arbeid innen botanikk og morfologi var banebrytende og har hatt en betydelig innvirkning på naturvitenskapen.»

*

Charles Darwin, naturforsker og grunnleggeren av evolusjonsteorien:

«Goethe var en stor ånd som ikke bare var en dikter, men også en naturforsker. Hans helhetlige tilnærming til naturforskning var banebrytende og har ført vitenskapen på nye veier.»

*

Carl Jung, psykolog og grunnlegger av analytisk psykologi:

«Goethe var et geni, hvis verk innen diktning og naturforskning er uten sidestykke. Hans lære om farger er ikke bare et vitenskapelig mesterverk, men også et poetisk og åndelig dokument.»

*

Albert Einstein, fysiker og nobelprisvinner:

«Goethe var den første naturforskeren som innså at man ikke bare kan utføre eksperimenter, men også kan komme inn i naturforskningen med en dypere, intuitiv innsikt.»

*