Anmeldelse

Når to bliver til én – Gjenoppdagelse af et kristent mysterium

Det er tyskeren, Hans-Georg Gadamer, grundlæggeren af den moderne filosofiske hermeneutiske skole, som har skabt begrebet om det holistiske kriterie for forståelse. Dette kriterie udgør den metode som Trond Skaftnesmo anvender i sin tilgang til et så kompliceret emne som Jesu fødsel, og dette kriterie anser det for at være opgaven at «finde sammenhængen mellem alle de kendsgerninger, vi har samlet fra de forskellige specialområder. Endvidere er kriteriet for en troværdig fortolkning, at alle kendsgerningerne er forbundet på en meningsfuld måde inden for helheden«.

«Så hvordan er det muligt», spørger Skaftnesmo om Jesu fødsel, ”at denne gåde, udtrykt såvel som tilsløret i evangelierne, kunne ignoreres i så lang tid ? Måske er den simpelt hen for åbenlys og for fantastisk på samme tid.» Det er denne gåde, som forfatteren i undertitlen til sin bog kalder for ”det åbenlyse fødselsmysterium.”Altså den åbenlyse, men alligevel tilsyneladende skjulte hemmelighed om de to Jesus-børn.

Forfatteren af denne bog tager fortællingerne i evangeliernes fødselsskildringer ”på ordet”, altså i en vis forstand bogstaveligt, med den bagtanke, at der kan være tale om mere end de legender som moderne forskning har tendens til at afvise dem som. Nemlig skildringer af noget, der rent faktisk har fundet sted historisk. Det er en nyere tendens, at evangelierne afvises som blot af mytologisk karakter, skriver Skaftnesmo. Derved kommer der noget uforpligtende og pseudovidenskabeligt ind i omgangen med dem, mener han, ikke mindst i forhold til vor tids vægtlægning på videnskabelig troværdighed. De henvises til et område af vilkårlige subjektive fortolkningsmuligheder uden egentlig betydning for vor eget liv og egen tid.

Omstændighederne omkring de to fødsler er behandlet separat – i to kapitler, nemlig ”Det kongelige barn prins Immanuels fødsel” – der behandler det såkaldte salomoniske Jesusbarn, som altså via Davids søn og tronfølger Salomon er af den kongelig gren af Davids æt – og ”Jesus af Nazareth” om det såkaldte nathaniske Jesusbarn, via Davids søn Nathan af den præstelig gren af Davids æt. Det er to vidt forskellige slægtsgrene, den første med samfundsmæssig-verdslig betydning og status, den sidste snarere med rødder i små kår. Af samme grund var fødslen af det salomoniske Jesus-barn en begivenhed, der må have været genstand for offentlighedens bevågenhed og også havde en politisk betydning, blandt andet som en udfordring af Kong Herodes´verdslige magt. Derfor førte den også til det såkaldte Barnemord i Bethlehem. Mens den sidste fødsel fandt sted i relativ upåagtethed.

Denne klare separation af de to fødselshistorier gør bogens fremstilling yderst overskuelig og relevant. Der må have været to fødsler i Bethlehem i år 1. f.Kr. viser Skaftnesmo, og disse er forbundet med forskellige symboler og begivenheder. Det er af den grund, at juletraditionernes sammenkædning af De Hellige Tre Konger, hyrderne på marken, stalden og Bethlehemsstjernen må udgøre noget andet end en enkelt historie, nemlig en sammenblanding af to historier, altså en ”umulig konstruktion”, som forfatteren kalder det.

Det er selvfølgelig umuligt at omtale fødslen af Matthæus-evangeliets Jesus-barn uden at komme ind på de astronomiske og astrologiske forhold i forbindelse med Bethlehemsstjernen, som Johannes Kepler henviste til som den første i moderne tid. Skaftnesmo citerer, så Kepler bliver levende for læseren, nemlig fra den tyske tjenestemand, journalist, forfatter og modstandsmand, Werner Kellers Und die Bibel hat doch recht, der også er udkommet i norsk oversættelse. Lertavler fra Sippar i Bagdhads administrative provins i det nutidige Irak viser, at de babyloniske astrologer kendte til den tredobbelte Jupiter-Saturn-konjunktion!

For undertegnede var henvisningen til den amerikansk-lettiske astronom, Karlis Kaufmanis, uhyre interessant. Hans redegørelse for de astrologisk-astronomiske omstændigheder omkring Bethlehemsstjernen og dens optræden i antikke babylonske kileskriftskilder er både kompetent og med en nørdet begejstring, som hører en svunden tid til. Et foredrag af ham kan høres her: The Star Of Bethlehem by Karlis Kaufmanis.

Jesus af Nazareth, altså Jesusskikkelsen fra Lukasevangeliet, belyses på forskellige måder. I denne historie er Maria og ikke Josef i centrum, og slægtstavlen , der først optræder efter Jesu dåb i Jordan-floden, går bagud fra Jesus over David til Adam og Gud. Der er her tale om ikke en verdslig, men en himmelsk konge. Også teologen, antroposoffen og Kristensamfundspræsten, Emil Bock og hans værk Jesu Barndom og Ungdom citeres til at belyse de to Jesus-børns komplicerede familieforhold, der gradvist væver to Jesus-familier sammen til én.

Interessant er det, at fortællingen om den 12-årige Jesus i templet kun optræder i ét af de synoptiske evangelier, nemlig i dét Lukas-Evangelium, hvis stamtræ tager udgangspunkt i fødslen af det nathaniske Jesus-barn. Det var også dét barn, der som 12-årig ifølge Rudolf Steiner i templet modtog det salomoniske Jesus-barns ”jeg”, altså den individualitet, der blandt andet havde været inkarneret som Zarathustra og havde gennemgået mange jordiske liv. Dette barn overlevede det andet, som døde, og det er altså centrum for skildringen i Lukas-Evangeliet. Så det er helt lovmæssigt, at tempelscenen kun er nævnt i dét evangelium.

Endvidere kommer bogen ind på forskellige kildeskrifter, der yderligere belyser emnet, nogle af dem fundet i nyere tid. Det er den såkaldte Pistis Sophia fra det 3. århundrede, gnostiske skrifter som Thomas Evangeliet fra Nag Hammadi, Judas Evangeliet og Dødehavsrullerne. Alle bidrager de til mere nuancerede billeder af Jesu oprindelse og væsen. Bogen kommer også ind på optræden af to Messias-skikkelser i gammeltestamentlige profetier og traditionelle jødiske religiøse skrifter.

Skaftnesmo redegør i bogens centrale kapiel ”Gåden om de to Jesus-børn” for Rudolf Steiners forslag til løsningen af gåden om Jesu fødsel. Dette kapitel bliver dermed til bogens centrale. Det kommer ind på det gådefulde i forberedelsen til ”Ordets” inkarnation i et menneskeligt legeme, på mysteriet om, hvordan to menneskelige væsener bliver til ét (dette mysteriums sammenhæng med vor tid i kraft af den usædvanligt tætte Jupiter-Saturn-konjunktion i Vandbæreren den 21. december 2020 kom jeg ind på i Cogito nr.1 2021), samt på tallet 42s betydning i opremsningen af slægtled i Matthæus-Evangeliet. Emil Bock nævnes igen, nemlig for sin omtale af en spændende profeti om Zarathustras genkomst

som Zaradosht, altså den salomoniske Jesus. Skaftnesmo nævner også den britiske lærde Ormond Edwards, der i dag bor i Aberdeen, hvor jeg mødte ham i 1993 og lånte hans bog ”The Time of Christ. A Chronology of the Incarnation”. Edwards anser konjunktionen i år 7 f.v.t. som en forudforkynder af Jesu fødsel– eller rettere de to fødsler, som netop Ormonds vel er den, der har fastlagt datoerne for på den mest troværdige måde: ifølge ham var det salomoniske Jesusbarn født den 6. januar år 1 f.v.t. – det nathaniske Jesusbarn godt 12 måneder efter, nemlig den 25.december samme år. Den sidste fødselsdato omtales også i en middelalderlig tradition for Jesu fødselsdag, en tradition, der går helt tilbage til Dionysius Exiguus, der levede i det 5.-6. århundrede – og som er ført videre af blandt andet Albertus Magnus og Thomas Aquinas i det 13. århundrede og Jerolamo Cardano og Pico della Mirandola i 15-hundredetallet.

”Myten” om at Jesu fødsel skulle have fundet sted julenat forsøges af en eller anden grund regelmæssigt aflivet. Hvad enten man er tilhænger af østlige religioner eller mener sig på omgangshøjde med den sidste nye kritiske Bibel-forskning eller bare som amatørastrolog har opdaget Jesu ”virkelige fødselsdag”, så er det tale om noget, der næsten kan virke som en slags foragt for og vrede mod det naive, enfoldige og barnlige ved forestillingen om fødslen i stalden i Bethlehem julenat. Og det selv om der altså faktisk fandtes en tradition for forestillingen om Jesu fødsel den 25.12 i år 1 f.v.t., en tradition, som går langt tilbage i historien.

Alligevel er denne aflivning af traditioner uundgåelig som en chance for en mere uforudindtaget forskning, mener Skaftnesmo. Han kalder det for en ”renselse” og skriver de smukke ord:

…forældede traditioner må få lov til at dø for at nye spirituelle oplevelser kan genopstå. Selv om vi tilsyneladende mister den ”bibelske Jesus” (den måde traditionen beskriver ham på), så vandrer den levende Kristus stadig iblandt os. Han kan hverken spærres inde i en bog eller af teologisk tradition.»

Skaftnesmo kommer i den forbindelse ind på bogen Ny tid – ny åndelighet. den kristne åndsarv og bevissthetsforvandling,med det opprinnelige Skriftet Q og Thomasevangeliet  af den betydelige norske teolog Helge Hognestad, som i sin doktorafhandling Forkynnelse som legitimering. Eksegetisk-homiletiske studier til Matteusevangeliet havde forkyndt: «jeg er blitt fri fra bestemte, bundne og kirkelig autoriserte måter å tenke, snakke og handle på».

Denne frie ånds tilgang til kristne traditioner præger også Skaftnesmos lille bog, som er skrevet i et enkelt og ukompliceret sprog, men alligevel med en utrolig kompakt informationsmængde på de få sider. Bogen bliver dermed til mere end bare en samling tekster og fortætter sig næsten til noget håndgribeligt. Man står med denne lille bog i hånden som med en gåde, der næsten har materialiseret sig i kraft af forfatterens intensive fordybelse i emnet. Måske en vej til at genopdage den tro på kristendommen, de fleste moderne mennesker har mistet ? Men nu som sansen for en historisk-spirituel kendsgerning, der kan vågne som en eksistentiel indsigt i den enkelte.

Bogens sidste kapitel er helliget 15 sider om de to Jesus-børn i renæssance-kunsten. Vigtigst er naturligvis Ambrogio Begognones maleri, der i dag hænger på museet ved Saint Ambrogio-kirken i Milano. Det er også det billede, som pryder begge sider af bogens omslag. For at placere billedets hovedmotiv, de to Jesus-børn, er billedet skåret til, så samme motiv gengives på bagsiden, men sådan at mere af billedet til højre for disse skikkelser kommer med, Forsidens midte domineres dermed af den på en forhøjning siddende Jesus, hvis kropsgebærder er henvendt til de lærde i templet, han underviser, men som alligevel skeler ned til højre for sig, hvor hans alter ego er angivet som en spinklere, nærmest skrøbelig og ”gennemsigtig” skikkelse med en tydelig gebærde af at være på vej ud af billedet (og livet og dermed historien ?)–  i forhold til den siddende Jesus-skikkelse, der har noget imposant over sig. Skaftnesmo fortæller, at det var almindeligt i middelalderen at lade figurer gå igen på denne måde i malerier, for at fremstille forskellige afsnit af deres liv. Men er der alligevel i dette tilfælde tale om to forskellige personer ?

Prince Immanuel of Bethlehem and Yeshua of Nazareth. The open mystery of the Nativity styrke er, at den på en gang er videnskabelig, men alligevel overskuelig og letlæst. Man behøver ikke være teolog for at finde Skaftnesmos fremstilling af ”det åbenlyse fødsels-mysterium” fængende. Ja, det er måske en fordel, at man ikke har forvildet sig ind på de snørklede tankegange, teologer ofte færdes i. Dermed får bogen nemlig chance for at blive et pædagogisk bidrag til en fornyet interesse, ikke for teologi, men for kristendommen som sådan – i hvert fald for de mennesker, der har et åbent sind for Skaftnesmos sans for ”åbenlyse hemmeligheder” – og man kan håbe den inspirerer til undervisning i skolens ældste klasser, om ikke andet så som pensum for lærere i religionsundervisning i Steiner-skolen.

Bogen indbyder – med belæg i utroligt mange kildehenvisninger på de relativt få sider – til et helt fornyet syn på selve forudsætningen for den kristne fortælling, nemlig den kendsgerning, der er forbundet med Jesu historiske eksistens. Med afsløringen af, at der sandsynligvis har været tale om den historiske fødsel af ikke bare ét, men to Jesusbørn, rydder den ud i den uklarhedens junglevækst, som netop præger teorierne om Jesu oprindelse. Alene det gør denne bog mere betydningsfuld end dens blot 83 sider ellers kunne indikere.

Jeg har en ven i Bern, der netop har fået anerkendt sin bacheloropgave i religionshistorie om de to Jesus-børn – og nu også vil skrive om historien, så den bliver tilgængelig for børn. Med sin fænomenologiske, klare og anskuelige præcisering af et kernespørgsmål i kristendommen, selve mysteriet om Jesu fødsel(ler), udgør denne bog en forbilledlig inspiration til sådanne projekter.

Lars Thor Smith

Prins Immanuel av Betlehem og Yeshua av Nasaret  – det åpenbare julemysteriet

av Trond Skaftnesmo

Denne boken foreligger også i engelsk oversettelse, og kan kjøpes via Amazon!